Der skal være et horn, som skal have en klar, konstant tone.
Motor og udstødningssystem
Motoren må ikke udvikle unødig røg og støj. Motoren må ikke være tilsølet af udsivende olie.
Motorolie skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde, aflæst på oliepindens max. og min.
Udstødningssystemet skal være tæt og sidde fast.
Kølervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde bedømt efter instruktionsbogens anvisninger.
Sprinklervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde.
Motoren bør først startes, umiddelbart før du skal køre og for at mindske luft- og støjforurening bør man ikke lade motoren gå i tomgang i længere tid.
Dæk
Dæk, hjulfælge og hjullejer skal være ubeskadigede.
Dæk skal være af samme type på alle hjul og parvis ens.
Dæk skal være pumpet op til et lufttryk efter bilfabrikantens forskrifter.
Dæk skal have mindst 1,6 mm dybde i hovedmønstret på alle hjul, eventuelt bedømt ved slidindikatorer.
Pigdæk må kun bruges i tiden 1. november - 15. april og skal i så fald være monteret på alle bilens hjul.
Støddæmpere
Støddæmpere skal være virksomme ved alle hjul, bedømt ved, at bilen straks går i ro efter en kraftig påvirkning af støddæmperne.
Registreringsattest
For at en bil kan anvendes, skal den være registreret og der skal være udstedt en registreringsattest, hvoraf fremgår bilens egenvægt/køreklare vægt, dens tilladte totalvægt samt vægten af et eventuelt påhængskøretøj, der må kobles til den. Ved kørsel med påhængskøretøj skal bilens og påhængskøretøjets registreringsattester medbringes.
Køremåden
Køremåden har stor betydning for energiforbruget. Undlad unødvendige og gentagne hastighedsændringer.