.
Tjek om du kan bestå teoriprøven - Prøv en gratis teoriprøve
.
.
top
Print side  Tilføj til favoriter  E-mail side 
.

Vejen til kørekort

Når du skal tage kørekort for første gang

 

Vælg den rigtige køreskole


Når du har besluttet dig til at tage et kørekort. Så er det første skridt, at du finder den rigtige køreskole. Lad være med at lade dig friste af et af de mange alt for billige tilbud. Det bliver oftest dyrere på langt sigt. Man får jo, hvad man betaler for. Og det er dyrt at dumpe.

Besøg køreskolen eller deltag i en introduktionsaften – inden du beslutter dig. Så du kan se, om det er den rigtige køreskole for dig.

Teoretisk og praktisk undervisning


Når du skal tage dit kørekort, skal du tage det efter et nøje tilrettelagt program. Staten har bestemt i hvilken rækkefølge, du skal lære de forskellige moduler og hvor lang tid, du skal bruge på hvert modul.

Når du begynder at tage dit kørekort, vil du få udleveret en lektionsplan. Du vil derfor hele tiden kunne se, hvad du skal næste gang. Om det er en teori– eller en praksislektion, og hvad du skal lære i de forskellige moduler.

Når du har været til teoriundervisning et par gange, skal du på manøvrebanen. Det er en lukket bane, hvor du skal lære at betjene bilen. Du sidder alene i bilen, mens din kørelærer er ude på banen. Herfra hjælper han dig med at gennemføre banen bedst muligt.

Når han ikke sidder ved siden af dig, så er det ikke fordi han ikke gider eller ikke tør. Det er fordi, det er klart den bedste måde at lære det på. Og tag det bare roligt, det er bestemt ikke noget racerløb, du skal deltage i. Det meste af tiden vil du køre så langsomt, at instruktøren kan gå ved siden af dig.

Når du har været på manøvrebanen skal du tilbage i teorilokalet. Her skal du gennemføre en eller to lektioner – alt efter hvordan din lektionsplan er skruet sammen.

Herefter skal du ud at køre på vejen for første gang. Resten af forløbet skifter mellem teori og praktik. På den måde får du indarbejdet den praktiske kørsel sammen med teorien.

Det er dit ansvar at bestille en teoriprøve. Først skal du have lavet en lægeerklæring af din egen læge. Medbring et billede af dig selv i passtørrelse. Du skal bruge lægeerklæringen, når du bestiller din teoriprøve.

I dag skal du have gennemført et førstehjælpskursus, for at få et kørekort. Det er et otte timers kursus, hvor du lærer, hvordan du afhjælper en situation, hvis du bliver indblandet i eller er vidne til en trafikulykke.

Du skal kunne hjælpe de tilskadekomne indtil den egentlige hjælp når frem.

Når du har været på manøvrebanen, har fået en lægeerklæring og har deltaget i et førstehjælpskursus, skal du aflevere dokumentation for det til din kørelærer. Han vil kontakte Borgerservice, hvorved du bliver godkendt, så du kan bestille en teoriprøve. Der kan være ventetid til at komme til teoriprøve, så bestil den i god tid inden du er helt færdig med kurset.

Som noget af det afsluttende skal du have et køreteknisk kursus på en glatbane. Her skal du lære at lave katastrofeopbremsning, undvigemanøvre og rette bilen op, hvis den skrider i glat føre. Det er et meget lærerigt, men også et krævende kursus. Derfor ligger det som noget af det sidste i forløbet. Du skal have erfaring med at skifte gear og sætte i gang, så du kan koncentrere dig om den køretekniske del.
 

Teoriprøven


Teoriprøven foregår hos politiet og består af 25 billeder af forskellige scenarier, som du kan komme ud for som fører af en bil. Du får at vide, hvor hurtigt du kører, eller hvor du skal hen. Og så skal du svare på nogle spørgsmål. Det kan være: Hvordan vil du fortsætte? Hvad skal du være særligt opmærksom på? Du kan svare enten ”ja” eller ”nej” på hvert af spørgsmålene.

Du må have fejl i op til fem billeder for at bestå teoriprøven.
 

Køreprøven


Når du har bestået din teoriprøve bestiller din kørelærer en køreprøve til dig hos en prøvesagkyndig. Køreprøven tager cirka 45 minutter. Inden I kører spørger den prøvesagkyndige dig om nogle tekniske spørgsmål om bilen. Derefter kører I rundt i cirka en halv time. Når I er tilbage, vil han fortælle dig, om du er bestået, eller om du er dumpet. Hvis du er bestået, vil du få udskrevet et midlertidigt førerbevis med det samme. Og så kan du køre bil selv.

Held og lykke!



 
.